Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har set på en bog, der ser på Harry Potter-bøgerne fra en filosofisk vinkel.
Overskriften (et citat fra bogen) er valgt, for det er så mange år siden, at romanerne om Harry Potter er udgivet - og det samme kan siges om filmene - at der nu er så frit udsyn til troldmandsuniverset, at der kan kastes et såvel relevant og klartskuende litterært som filosofisk blik på det.
Bogen Harry Potter og filosofien er skrevet til Harry Potter fans af Harry Potter/J.K. Rowling fans. Men helt almindelige fans er sidstnævnte nu ikke, idet de alle er filosoffer af uddannelse.
Det betyder naturligvis noget for deres læsning af bøgerne om troldmandslærlingen, for vi er så langt fra endimensionelle referatbårne beskrivelser, som næsten tænkes kan.
Der bliver rørt så godt, grundigt og inspirerende rundt i gryden - både den litterære og den filosofifaglige - at bogen er en ren lystvandring at læse, og temaerne, som bogen søger at fange ind rækker lige fra spørgsmål om kærlighed til spørgsmål om døden.
I denne anmeldelse vil vi se på fem af temaerne: sjæl, krop og bevidsthed, skæbnebegreb, kærlighed og døden.
Vi begynder med at se på begrebet sjæl. Du husker måske fra bøgerne, at figurerne kan få deres sjæle suget ud af Dementorerne. Sjælebegrebet i Potter-universet er af en sådan karakter, at menneskers sjæle i almindelighed overlever, når kroppen dør. Der kan med andre ord blive tale om et efterliv.
Set i filosofihistorisk perspektiv er en sjæl dog ikke bare en sjæl. For eksempel var sjælen i den klassisk græske filosofi lig med livskraften. Det betyder, at alt levende i princippet har en sjæl.
En anden teori handler om, at sjælen skal forstås som en bevidsthedssjæl, hvilket igen betyder, at kun det levende, som også har bevidsthed om sig selv og verden, kan have en sjæl. Det indsnævrer ”feltet noget”.
I den kartesianske sjæl (efter filosoffen René Descartes (1596-1650) gælder sjælen de højere kognitive funktioner, hvilket indebærer vor tro, vore forestillinger og vore sproglige evner. Endelig findes der en idé (materialisme) om, at der ingen rigtig sjæl er, der er blot fysisk stof og fysiske kræfter.
Det almindelige er nu nok, at man arbejder med, at mennesker på en eller anden måde er i besiddelse af en sjæl. Begrebet sjæl bruges i vidt omfang også i vores dagligsprog.
I Potter-universet er der ikke en entydig opfattelse af, hvad sjælen er, den er nok, at der er en blanding af de forskellige forståelsesmodeller (med undtagelse af den materialistiske).
En udbredt opfattelse er det i almindelighed, at sjælen kan vandre videre, når en muggler er død, hvilket fx Hovedløse Nick beretter om, i forbindelse med, at Sirius Blacks er død.
I et meget spændende afsnit i bogen leges med forholdet mellem krop og bevidsthed. Det sker i en filosofisk analyse af figuren Sirius Black, der kan forvandle sig mellem hund og menneske.
Spørgsmålet er, hvilken bevidsthed Sirius mon har, når han er det ene eller det andet, og filosoffen Eric Saidel, som har skrevet afsnittet, ridser problemstillingen op på disse fire måder:
1. Køter har Sirius’ bevidsthed og en hundekrop.
2. Sirius har en hundebevidsthed og en hundekrop.
3. Køter har Sirius’ bevidsthed og Sirius’ krop.
4. Køter har en hundebevidsthed og Sirius’ krop.
Saidels analyse konkluderer, at når Sirius ser ud som et menneske, er han er menneske, når han ser ud som en hund, er han ingen af delene, men en tredje slags størrelse, der ikke kan reduceres til hverken hund eller menneske, men han synes at være i stand til at kunne rumme og gestalte begge dele.
I Potter-universet arbejdes der meget med begrebet forudsigelse eller profeti. Ja, Potter-universet kunne næppe eksistere, uden at disse fandt sted.
Et helt overordnet nøgleproblem i fortællingen er jo netop, at Harry Potters mor, Lily Potter ”tog kuglen” for Harry, da Voldemort ville dræbe ham, og grunden hertil er, at Harry og Voldemort skal ende med at have det endelige opgør.
Det er den velkendte fortælling om det klassiske gode mod det rendyrkede onde. Det er det, der er profeteret, så det arbejdes der målrettet hen imod i de syv romaner.
Derudover findes mange andre forudsigelser i mindre målestok. Men hvis dette er forudsagt, og det er det, det skal ende med, så må man sige, at der her ligger gemt en skæbne.
Hvad der er forudsagt, må - med nødvendighed - indtræffe. Det er den klassiske forståelse af skæbnebegrebet.
Men derudover - hvis vi ser filosofisk på det - er der det ved forudsigelser, at de kan være fejlbarlige eller ufejlbarlige, og så bliver skæbneforløbet straks mere besværligt. Hvis nu forudsigelsen er ufejlbarlig, så burde det være enkelt nok.
Det må gå så deterministisk, som det ligger i forudsigelsen. Men det er slet ikke indlysende - for hvis det nu er sådan, at en forudsigelse ikke med nødvendighed er deterministisk, tjah, så er det slet ikke sikkert, at det går ”som præsten prædiker”.
Omvendt hvis forudsigelsen er fejlbarlig, så vil den jo sandsynligst ikke gå, som der spås. Dertil kommer, at selv om forudsigelsen er ufejlbarlig, så kan det sagtens gå, som spådommen lyder - Indviklet? Måske - men på en charmerende måde.
Dette spindes der en lang ende over - men rolig nu. Det er ikke spor svært, når det hæftes op på situationer fra Potter-bøgerne.
Den klassiske tanke om kærligheden er, at den kan findes i tre varianter: Eros, Philia og Agape. Eros er naturligvis den erotiske kærlighed, medens Philia er den kærlighed, der betinger venskabet, medens Agape er den kærlighed, der er den selvopofrende, betingelsesløse kærlighed.
En af de mest spændende figurer i Potter bøgerne er Severus Snape. Længe er man i tvivl om, hvem Severus Snape holder med. Holder han med Harry? Og er dermed på Dumbledores side? Eller er han den slange, der taler med kløvet tunge og i sidste ende viser sig at være en udsending for mørkets fyrste, Voldemort?
Det afsløres først meget sent i romankomplekset. I virkeligheden var Snape håbløst forelsket i Harry Potters mor, Lily, men det gik ikke. Snape havde ingen chancer der og var i virkeligheden en mobbet karakter på Hogwarts, da han var elev der, og blev (måske derfor) siden dødsgardist.
Men sin kærlighed til Lily kommer han aldrig over, hvorfor han ser det som sin opgave at tage vare på Harry Potter, for på den måde at få forløst sin håbløse kærlighed. Jamen slår han da ikke Dumbledore ihjel?
Jovist, men det hele er et led i en strategi, der skal føre til det ultimative opgør mellem Harry Potter og Voldemort.
Dertil kommer så, at kærlighedsbegrebet bliver den afgørende faktor i det endelige opgør, idet Harry Potter jo er det unge menneske, som har mødt og anerkendt kærligheden, som en afgørende ting i livet, medens Voldemort er indfældet i kærlighedens modsætning, ondskaben, og selv da han får muligheden for at angre, er han slet ikke i stand til det, og derefter må det gå, som det nu engang går, og som vi kender så godt.
Som der står i bogen: Onde gerninger gør skade på sjælen, men anger kan med tiden rette op på den skade, helbrede sjælen og gøre den hel igen. Den chance kan Voldemort ikke gribe.
Men masser af kærlighed er der jo i bøgerne af alle tre slags. Lad os bare nævne: Kærligheden (den erotiske) mellem Hermione og Ron, Harry og Ginny - og overraskende mellem Dumbledore og Gellert Grindewald (J.K. Rowling har i et interview udtalt, at Dumbledore efter hendes opfattelse er homoseksuel).
Dertil kommer venskabskærligheden - stort set mellem de samme personer. Også Agape-versionen viser sig - især i slutningen; Harrys vilje til at dø for at redde det godes mulighed i verden.
Og det vil netop ske derved, at han i døden afliver den smule af Voldemorts sjæl, som han bærer med sig, men må udskille, for at få endeligt bugt med Voldemort.
Harry Potters kærlighed i forhold til opgaveløsningen er netop selvopofrende og betingelsesløs!
I bogen sammenlignes Harry Potters beslutning om at dø med Sokrates’ beslutning om det samme, og historien om, at han drak sit glas med skarntydesaft uden at kny, er kendt af de fleste. Men hvorfor gjorde han det?
Sokrates var jo under anklage for gudsbespottelse og var nok blevet dømt under alle omstændigheder, men han vælger altså selv døden - i stedet for at appellere dommen. Hvad en eventuel appel havde medført, ved vi ikke, og det er også irrelevant, for Sokrates valgte nu engang, som han gjorde.
Men hvad med Harry Potter? Og Dumbledore for den sags skyld? De vælger jo begge døden. Ganske vist er det Snape, som ”sender” Dumbledore over i det hinsides, men han vælger selv, at det skal ske på den måde. Men Harry?
Sagen er jo, at Harry Potter kæmper for retfærdighed, hvorimod Voldemort udelukkende kæmper for sig selv. Det betyder, at Harrys kamp er større end ham selv. Men hvad betyder det så? At han kæmper i en højere sags tjeneste - eller at han kæmper for det fælles bedste, som det hedder i analysen, hvilket indebærer en kamp for både mugglere og troldmænd?
”Den højere sags tjeneste” (idealismen) er ikke nogen uproblematisk størrelse, for den har ofte et rent mål: Fx kommunisme, et rent land, en fjernelse af det det uhensigtsmæssige og uønskede. Det højere formål har altid ofre. Det inkluderer ikke alle, det bliver en ”os” imod ”dem”-kamp.
Den kamp kan Harry Potter ikke kæmpe. Han må nødvendigvis kæmpe kampen for det fælles bedste. Og Da Voldemort så at sige kæmper sin egen kamp, er han ultimativt eksklusiv. Som der står i bogen: Voldemorts (…) magtsyge fører til indre elendighed, og den isolerer ham fra hans omgivelser.
Undertegnede kunne ønske, at du kaster dig over denne bogs fine analyser. Man bliver klog på Harry Potter og hans univers. Men ikke nok med det – man bliver sandelig også klog på sig selv, sin næste og sin egen verden.
Det er for nemt bare at ”sende aben” videre ved at hævde, at Harry Potter-universet er fiktion. J.K. Rowling er så klog en forfatter, at romanserien i den grad også handler om dig og mig og den virkelige verden. At du bare ved det.
God fornøjelse med læsningen!
Harry Potter og filosofien - Hogwarts for mugglere. Redigeret af Gregory Bassham. Oversat fra engelsk af Rebecca Hjelholt Svendsen. Frydenlund, 280 sider, 269,- kr.
Læs flere korte og længere boganmeldelser i Børn & Bøger.
