Et par ord om værket.
På latin er der et pigenavn, der også er navnet på en stjerne i stjernebilledet Hvalen, der hedder “ Stella Mira”, hvilket betyder “den forunderlige stjerne”.
Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi var fra begyndelsen enige om, at fortællingen om Mira skulle være en grafisk fortælling, eller en tegneserie, om man vil. De var også enige om, at hovedkarakteren skulle være en pige, som besad en stille styrke. Hun skulle hverken være feminist eller en Pippi-type. Hun skulle heller ikke være en drengepige. Det var vigtigt, at hun var lidt stillesiddende og gerne en lidt genert type, samtidig med at man forstod, at hun havde enormt meget power, for “det er jo sådan virkeligheden er. Nogle gange glemmer vi bare, at dem, der ikke råber højest, godt kan indeholde mindst lige så mange holdninger og styrker som andre, de viser dem bare ikke så tit”.
Mira skulle dertil have en lidt anden opvækst end de fleste. Fx at hun ikke kendte sin far fra begyndelsen, at moren er pinlig og også lidt selvoptaget. I hvert fald set fra Miras synspunkt. Og så vokser hun op på en husbåd.
Selvfølgelig er det også en fortælling, der rummer kriser, og et sted siger Sabine Lemire: “Efterhånden som historierne udfolder sig, kan jeg jo se, at det der særligt optager mig, er godt nok kriser, men det er de små ting, der fylder i historierne, for det er noget, som alle oplever.”
En stor krise optræder dog i et af bindene med mormorens død. Hun betød rigtig meget for Mira.
Men ellers er fortællingen om Mira beretninger om stort og småt, glæder sorger, venindeproblemer, drengeproblemer: kærester eller venner? Familieproblemer, livet i splittede familier: en ny stedfar – og på faderens side en ny stedmoder og en halvbror osv. Det er ikke nemt, men hele tiden vedkommende og meget rørende. Og morsomt!
Med bind 10 kan man vel sige, at Miras egentlige barndom slutter og med oktober måneds udgivelse af bind 11 nærmer vi os ungdommen med hastige skridt – i hvert fald skal de trofaste læsere med Mira på efterskole.
Til slut: Vi ville gøre både Mira, Sabine og Rasmus blodig uret, hvis vi undlod at nævne, at Mira bøgerne herhjemme er solgt i over 80.000 eksemplarer og er oversat til 15 sprog! Desuden er fortællingen om Mira blevet filmatiseret i 2025.
Ja, “den forunderlige stjerne”! Det er hvad værket om Mira er blevet til! Det er der al mulig grund til at kvittere for!
Til sidst, inden I får ordet, skal vi nævne, at forlaget bag Årets bog, Gyldendal, har ladet trykke en smuk plakat i den anledning, som vinderne inden længe har lovet at signere til de fremmødte deltagere. Plakaterne vil efterfølgende blive udsendt til ophængning på alle landets folkeskoler, til de danske skoler i Sydslesvig og de privatskoler, der er medlem af foreningen. Tusind tak til Gyldendal for den. Plakaten ser sådan her ud:
Atter en gang: Rigtig hjertelig tillykke.
Som det allersidste vil jeg fortælle, at i næste nummer af Børn & Bøger kan I læse et interview med Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi, hvor de fortæller meget mere. Men her vil de vist gerne sige noget til jer, der er kommet i dag. Det bliver spændende at høre. Værsgo’ Sabine og Rasmus - det er blevet jeres tur.